Program
I Troppen har vi en masse fede ture og aktiviteter som vi gennemfører året rundt. Nogle ture og aktiviteter er traditionelle begivenheder, andre er noget vi pludselig finder på kunne være fedt og som så måske bliver til en tradition.
Ud over vores faste tropsture afholder de enkelte patruljer også selv deres patruljetur hvor det kun er patruljen der tager af sted og rigtig hygge sig.
Spejderåret starter efter sommerferien.
August
Pl-Pa tur:
Her tager tropsledelsen og patruljelederne og -assistenterne på en rigtig hyggelig tur hvor der hovedsageligt planlægges det nye spejderår og dannes de nye patruljer.
Oprykningstur:
I august er troppen sammen med resten af gruppen på op oprykningstur, hvor vi siger godaw til de nye tropsspejdere (jubii) og farvel (snøft) til de gamle. Traditionen tro starter troppen normalt turen om fredagen hvor der så hygges en sidste gang.
September
Sammenrystningsturen er den nye trops første tur, hvor der laves mange forskellige ting som er med til at ryste hele troppen sammen på kryds og tværs.
Oktober
Er PL og PA'er normalt på Plan som er Det Danske Spejderkorps' kursus, hvor de undervises i planlægning og ledelse. Det lyder måske umiddelbart meget tørt, men tro os, der sker MANGE ting i løbet af en uge, og alle er klar til at tage af sted igen når de kommer hjem.
November
Sidst i november ligger vores fantastiske spejderfest. Hver afdeling underholder her med et opført stykke, så derfor bruges der meget tid før festen på at planlægge dette. Efter spejderfesten plejer tropsspejderne at tage videre til deres egen fest, hvor de voksne ikke er inviteret.
December
Juletur:
Ingen jul uden vores årlige kanon hyggelige juletur. Den skal bare opleves... det er hygge på højeste plan.. så højt man næsten kan smage skyerne.
Julefrokost
Igen en smadder hyggelig tradition. Her står Pl-Pa'erne for at planlægge hele julefrokosten for resten af troppen.
Januar
Troldefærd:
Er et tilbud til divisionens tropsspejdere, seniorer og ledere om at komme på vinterhejk. Officielt skal man gå 20 km inden man kommer til overnatningspladsen, vi går nu mest op i at vores spejdere har en hyggelig tur.
Marts
Forårsturen, er telttur hvor spejderne laver lejrplads, samt lærer nogle af de ting de for brug for på sommerlejren. Her sker en masse spændende aktiviteter udenfor (vejret er jo ved at blive godt igen)
April
I påsken er der et kanon tilbud til troppen om at komme på Toggerbo, en tur hvor patruljerne selv tager af sted. Toggerbo er et spejdercenter, hvor der vil være en mange aktiviteter og hvor man kommer til at møde spejdere fra andre grupper og i det hele taget have en fantastisk tur.
Sct. Georgsløbet er et løb arrangeret af Sct. Georgsgildet i Hadsten. Altså endnu et tilbud om et 2 dages løb arrangeret af erfarne gæve spejdere.
Maj
Divisionsturneringen er en turnering hvor man kæmper mod de andre patruljer i divisionen, om at være den bedste patrulje, inden for lejretablering, madlavning, sammenhold/samarbejde, samt andre spejderfærdigheder.
Juni
I pinsen arrangerer divisionen INDABA, et kursus hvor man kommer i patrulje, med andre tropsspejder fra divisionen på samme alder. Et tilbud hvor man får rig mulighed for at udvikle sine spejderfærdigheder og rigtig hygge sig.
Sommerlejren
som er årets højdepunkt, er en hel uge på spejdermaner. På sommerlejren kan alt ske - en virkelig spændende tur med mange udfordringer og sjove aktiviteter. Turen kan gå til udlandet... tidligere steder vi har været er kanotur i Sverige og formidabel tur til Færøerne. Turen kan også være på dansk jord for troppen alene, en gruppesommerlejr, divisionssommerlejr eller landslejren Blå Sommer hvert 5. år.
|